Mmmm..... cookies...

10. juni 2020

Nye regler for lattergas er trådt i kraft

Brøndby Boligselskab og fire andre boligselskaber i Brøndby Strand henvendte sig i efteråret til politikerne på Christiansborg for at få skærpet lovgivningen og dæmmet op for misbrug af lattergas. Ejendomsfunktionærerne har nemlig fundet mange tomme lattergaspatroner i området.

Reglerne betyder blandt andet, at:

  • private kun må købe to små lattergaspatroner ad gangen
  • patronerne må ikke sælges i butikker, der også sælger alkohol, tobak eller e-cigaretter
  • det er forbudt at sælge lattergas til personer under 18 år

Michael Buch Barnes, der er formand for Brøndby Boligselskab, glæder sig over de nye regler:

- Problemet har været voldsomt stigende, så jeg glæder mig over de nye regler. Det betyder meget, at politikerne har hørt os, og at vi kan komme i gang med at gøre noget ved det nu, siger han. 

Brøndby Boligselskab vil følge udviklingen i mængden af tomme lattergaspatroner for at se, om de nye regler rent faktisk gør en forskel.