Mmmm..... cookies...

20. maj 2022

Kom og hør om kulturlaboratoriet i Brøndby Strand

Byggeri af kulturlaboratorium

Et træskelet rejser sig i øjeblikket på Fælleden mellem Brøndby Boligselskabs afdelinger i Ulsøparken og Halllingparken i Brøndby Strand. Det er Turning Tables Danmark, der er ved at opføre et kulturlaboratorium.

Kulturlaboratoriet skal danne ramme om fritidsaktiviteter for børn og unge. Det handler om kreativ udfoldelse gennem musik og foto. Men det handler også om livsmestring, fællesskab, fordybelse og ejerskab i et boligområde, som omverdenen har mange meninger om. Hos Turning Tables tager børnene og de unge selv ordet og viser, hvor de bor, og hvilket potentiale de besidder.

Brøndby Boligselskabs afdeling 606 Hallingparken lægger jord til kulturlaboratoriet, der står færdigt sidst på sommeren. Boligorganisationen har desuden givet et økonomisk tilskud til projektet.

Turning Tables har gennem flere år været til stede i Brøndby Strand i perioder og i midlertidige rammer. Det har allerede resulteret i en lang række sange, videoer og billeder, der giver indblik i, hvad der rører sig hos børn og unge i boligområdet.

Den 25. maj 2022 kl. 17 kan beboerne høre mere om, hvad der kommer til at foregå i kulturlaboratoriet. Den dag holder Turning Tables Danmark og Brøndby Boligselskab informationsmøde ved byggeriet på Fælleden.