Mmmm..... cookies...

15. marts 2021

Puljepenge fra BL: Unge og ældre skal bekæmpe ensomhed i fællesskab

Vær Med-puljen

Brøndby Boligselskab, Boligselskabet Sjælland og Turning Tables Danmark har i fællesskab fået 487.655 kroner fra BL’s Vær Med-pulje. Pengene i puljen er øremærket til projekter, der skal bekæmpe ensomhed og mistrivsel under covid-19-pandemien.

Projektet tager udgangspunkt i de kulturlaboratorier, som Turning Tables Danmark etablerer i Hallingparken i Brøndby Strand og Æblehaven i Roskilde. De skal gøre en særlig indsats for at inkludere børn og unge, der er ensomme og socialt eller fagligt udfordrede, samt ældre beboere, der er ramt af nedlukningen og savner sociale aktiviteter og tilknytning til områdets øvrige beboere.

Turning Tables Danmark har allerede i flere år arbejdet med børn og unge i almene boligområder i hele Danmark. Gennem musik, film og foto udvikler Turning Tables Danmark positive fællesskaber og styrker deltagernes kompetencer og tro på sig selv. Samtidig skaber de nye fortællinger om livet i de almene boligområder.

Urtehaver og kunstprojekter

Indsatsen mod ensomhed skal ses i forlængelse af dette arbejde, der i løbet af foråret bliver endnu mere forankret med kulturlaboratorierne i Brøndby Strand og Roskilde. Turning Tables Danmark skal arbejde målrettet med inklusion af sårbare børn og unge og ensomme ældre. De unge skal tage del i aktiviteterne i kulturlaboratorierne, og de ældre skal i fællesskab med de unge anlægge urtehaver, deltage i kunstprojekter og arrangere lokale events med udgangspunkt i det, der bliver skabt i kulturlaboratorierne.

Placeringen i de almene boligområder betyder samtidig, at både familierne til de unge og de øvrige beboere kan følge med i, hvad der sker omkring kulturlaboratorierne og deltage i forskellige aktiviteter som for eksempel udstillinger.

- Det er en oplagt forlængelse af det arbejde, Turning Tables Danmark allerede udfører i Brøndby Strand. Jeg er meget glad for, at vi har fået del i Vær Med-puljen, for det giver så meget mening, at kulturlaboratoriet i Hallingparken skal være med til at bekæmpe den ensomhed, covid-19 har forårsaget blandt både unge og ældre, siger Michael Buch-Barnes, der er formand for organisationsbestyrelsen i Brøndby Boligselskab.

Penge via bred politisk aftale

Også hos Martin Højland, direktør i Turning Tables Danmark, vækker bevillingen fra Vær Med-puljen stor glæde.

- Bevillingen giver os mulighed for at styrke vores arbejde i de to boligområder, som vi efterhånden kender rigtig godt. Gennem det seneste år har vi i det omfang, det har været muligt i forhold til corona-restriktioner og anbefalinger, haft en lang række aktiviteter i både Brøndby Strand og Æblehaven. Vi har mærket det store behov og den glæde, som aktiviteterne skaber blandt børn og unge i områderne. Nu glæder vi os helt vildt til at fortsætte og samtidig igangsætte nye, spændende initiativer, der også bygger bro til ældre beboere i områderne, siger Martin Højland.

Det er en bred politisk aftale i Folketinget om at afsætte penge til bekæmpelse af ensomhed og isolation i forbindelse med covid-19, der har sikret de 15 millioner kroner til BL’s Vær Med-pulje. I alt 89 boligorganisationer har fået tilsagn om støtte til projekter, der skal mindske mistrivsel og ensomhed i de almene boligområder. Samlet set blev der søgt støtte til 135 projekter til et beløb på i alt 28,9 millioner kroner.